Ivar den Udbenede (gammelnordisk: Ívarr hinn Beinlausi, også kendt som Ivar Ragnarsson, var en vikingeleder, der invaderede England og Irland. Ifølge Fortællingen om Ragnar Lodbrok var han søn af Aslaug og hendes mand Ragnar Loðbrok, og var bror til Björn Ironside, Halvdan (eller Hvitserk), Sigurd Snake-in-the-Eye og Ragnvald vides ikke, om dette er historisk korrekt eller ej, betragtes Ivar undertiden som den samme person som Ímar, en vikingekonge af Dublin mellem 870 og 873. Han kan være født i Uppsala, Sverige omkring 787.

Ifølge Fortællingen om Ragnar Lodbrok var Ivars benløshed resultatet af en forbandelse. Hans mor, Aslaug, Ragnars tredje kone, blev beskrevet som en vølve, en seer eller clairvoyant. Aslaug foreslog, at hun og hendes mand ventede i tre nætter, før de fuldbyrdede deres ægteskab efter en lang adskillelse, mens han var i England og plyndrede. Ragnar var dog lidenskabelig efter så lang en adskillelse og lyttede ikke til hendes ord. Som et resultat blev Ivar født med svage knogler.

En anden hypotese er, at han faktisk var kendt som "den hadede", som på latin ville være exosus. En middelalderskribent med kun et grundlæggende kendskab til latin kunne let have fortolket det som ex (uden) os (knogle), altså "den udbenede", selvom det er svært at tilpasse denne teori med den direkte oversættelse af hans navn givet i nordiske kilder

Mens sagaerne beskriver Ivars fysiske handicap, understreger de også hans visdom, list og beherskelse af strategi og taktik i kamp.

Han anses ofte for at være identisk med Ímar, grundlæggeren af ​​Uí Ímair-dynastiet, som på forskellige tidspunkter, fra midten af ​​det niende til det tiende århundrede, regerede Northumbria fra byen York og dominerede regionen Irske Hav som kongeriget Dublin Dette ville også gøre ham til forfader til Crovan-dynastiet.

I 865 invaderede den store hedenske hær, ledet af Ivar, det angelsaksiske heptarki. Heptarkiet var det fælles navn for de syv kongeriger East Anglia, Essex, Kent, Mercia, Northumbria, Sussex og Wessex. Invasionen blev organiseret af Ragnar Lothbroks sønner for at hævne Ælla af Northumbria, der angiveligt havde henrettet Ragnar i 865 ved at kaste ham i en slangegrav, men historiciteten af ​​denne forklaring er ukendt. Ifølge sagaen overvandt Ivar ikke Ælla og søgte forsoning. Han bad kun om så meget jord, som han kunne dække med et okseskind, og svor aldrig at føre krig mod Ælla. Så skar Ivar oksens hud i så fine tråde, at han kunne indhylle en stor fæstning (i en ældre saga var det York og ifølge en yngre saga var det London), som han kunne tage som sit eget (sammenlign det lignende legendariske trick om Dido).
I slutningen af ​​det næste år vendte hæren mod nord og invaderede Northumbria, og til sidst fangede Ælla ved York i 867. Ifølge legenden blev Ælla henrettet af Ivar og hans brødre ved hjælp af blodørnen, en rituel metode til henrettelse af omdiskuteret historicitet, hvor brystkassen er åbnes bagfra og lungerne trækkes ud og danner en vingelignende form. Senere på året rykkede hæren sydpå og invaderede kongeriget Mercia og erobrede byen Nottingham, hvor de tilbragte vinteren. Kong Burgred af Mercia svarede ved at alliere sig med den vestsachsiske konge Æthelred af Wessex, og med en samlet styrke belejrede de byen. Angelsakserne var ikke i stand til at generobre byen, men der blev aftalt en våbenhvile, hvorved danskerne ville trække sig tilbage til York. Den store hedenske hær forblev i York i over et år og samlede sin styrke til yderligere angreb.
Ivar og Ubba er identificeret som danskernes øverstbefalende, da de vendte tilbage til East Anglia i 869, og som bødler af den østanglianske konge, Edmund Martyren, for at nægte deres krav om, at han skulle forsage Kristus. Den præcise beretning om Edmunds død er ukendt, men det er blevet foreslået, at hans tilfangetagelse og henrettelse i hænderne på Ragnars sønner sandsynligvis har fundet sted.

Den angelsaksiske krønikeskriver Æthelweard optegner hans død som 870. Annalerne af Ulster beskriver Ímars død i 873. Ímars død er også optaget i Fragmentary Annals of Ireland under år 873.

Identifikationen af ​​kongen af ​​Laithlind som Gothfraid (dvs. Ímars far) blev tilføjet af en kopist i det 17. århundrede. I det originale manuskript fra det 11. århundrede blev emnet for indlægget blot kaldt righ Lochlann ("kongen af ​​Lochlainn"), hvilket mere end sandsynligt refererede til Ímar, hvis død ellers ikke er noteret i Fragmentary Annals. Dødsårsagen - en pludselig og forfærdelig sygdom - er ikke nævnt i nogen anden kilde, men den rejser muligheden for, at den sande oprindelse til Ivars oldnordiske kælenavn lå i de lammende virkninger af en uidentificeret sygdom, der ramte ham i slutningen af hans liv.

I 1686 opdagede en landarbejder ved navn Thomas Walker en skandinavisk gravhøj ved Repton i Derbyshire, tæt på et slagsted, hvor den store hedenske hær væltede den mercianske konge Burgred. Antallet af delvise skeletter omkring liget - over 250 - betød, at den mand, der var begravet der, var af meget høj status. Det er blevet foreslået, at en sådan gravhøj muligvis er Ivars sidste hvilested.

Ifølge sagaen beordrede Ivar, at han skulle begraves et sted, der var udsat for angreb, og profeterede, at hvis det blev gjort, ville fjender, der kom til landet, blive mødt med dårlig succes. Denne profeti holdt stik, siger sagaen, indtil "da Vilhjalm bastard (William I af England) kom i land[,] gik han [til gravstedet] og brød Ivars høj og så, at [Ivars] krop ikke var forfalden. Da Vilhjalm fik lavet et stort bål, hvorpå Ivars lig blev brændt... Derpå fortsatte Vilhjalm med landgangsinvasionen og opnåede] sejren.''